Menu

Ny assistenttræner til 1. senior og sportslig koordinator

image
JJ
10. juni 2018 kl. 18:57
Den nuværende assistenttræner Kasper Jakobsen har efter eget ønske valgt at stoppe med udgangen af sæsonen. Ny på posten bliver Jens Brøchner Jensen som også bliver sportslig koordinator i klubben.

Kasper Jakobsen også kendt som ”J” har efter eget ønske valgt ikke at forlænge aftalen med klubben, når denne udløber her til sommer. Kasper vil fortsætte som spiller på holdet. ”Kasper har været en god støtte til vores cheftræner Kenneth og har gjort et fint arbejde for holdet”, fortæller formand Jacob Jørgensen.

Ny assistenttræner på serie 2 holdet bliver Jens Brøchner Jensen, som tidligere har været ungdomstræner i klubben. Jens kommer fra et job som U-15 træner i HB Køge. Han får samtidigt rollen som sportslig koordinator i klubben. Hans funktion bliver at sikre den ”orange tråd” gennem ungdom op til senior.

Jens Brøchner Jensen bor i Bjæverskov og har DBU’s B2 træneruddannelse og UEFA B-licens. Han ser frem til de nye udfordringer. ”Jeg har aldrig trænet senior så dette er en spændende udfordring. Jeg ser frem til at kunne være med til at bygge på den udvikling der er i seniorafdelingen, men også være med til at fastholde ungdommen i klubben hele vejen op til senior”, fortæller Jens om sin nye rolle. Og formanden supplerer: ” Vi er rigtig glade for at kunne byde Jens velkommen tilbage i klubben. Jens vil komme med nye idéer til seniortruppen, men også få en vigtig rolle i form af den sportslige koordinatorrolle.”