Menu

Mindeord Hans Pedersen

image
JJ
09. juni 2023 kl. 15:10
Det er med stor sorg at vi har modtaget meddelelsen om Hans Pedersens død.

Hans ”Formand” eller Hans ”Nyvej” som han også blev kaldt, var formand fra 1959 til 1988 samt æresmedlem i IF Frem Bjæverskov. Hans har gennem hele sit liv sat stort aftryk på idrætsforeningen og lokalsamfundet i Bjæverskov.

De første fodboldbaner i byen lå på teglværksgrunden, det nuværende Industrivej, men i 1964 opførte man med frivillig hjælp banerne på Nyvej også kendt som ”San Siro”, det som i dag er byparken. Samme år opførte Hans og hans kone Jytte huset lige ved siden af banerne. Hjemmet og banerne blev familiens omdrejningspunkt indtil for få år siden, hvor Hans, efter Jytte gik bort, flyttede i ældrebolig og siden hen kom på plejehjem.

Hans var med da idrætsforeningen midt i 70’erne ville opføre et nyt klubhus tæt ved Skovbohallen. Hans arbejdede som formand hos entreprenørvirksomheden Rasmussen & Schiøtz og havde stort kendskab til byggeri. Sammen med Hans ”Jyden” Pedersen, Niels Ole Nielsen og Knud Haagen stod de fire i spidsen for byggeriet af klubhuset.

Selvom klubhuset blev indviet i 1976, blev der stadig spillet fodbold på Nyvej og Hans passede på banerne. Hvis byens børn ”kom til” at spille på kampbanen, ja så kom Hans og sendte dem væk. I 1998 blev de sidste kampe spillet på ”San Siro” og alle aktiviteter blev samlet omkring hallen og klubhuset.

Efter Hans trak sig som formand, var han stadig aktiv i foreningen i mange år efter. Hans var altid med, når der skulle gøres klar til et arrangement i foreningsøjemed, uanset om det var forårsfest, Sankt Hans eller noget helt andet. Han gjorde desuden rent i klubhuset helt frem til han fyldte 80 år.

Som oftest havde Hans en mening om tingende og så gerne at det blev på hans måde. Mange vil kunne huske når de to gange Hans, ”Formanden” og ”Jyden”, havde gang i en diskussion over bordet i klubhuset. Så kunne bølgerne gå højt, men som regel blev det hele dog løst over en kop øl.

Nu er Hans Pedersen her ikke mere og vores tanker går til familien.

Ære være hans minde.

 

Jacob Jørgensen

Næstformand

Luk